1.Valg af dirigent (Bestyrelsen foreslår Ulrik Andersen- Alstrup)
2.Bestyrelsens beretning om det forløbne år (vedlagt)
3.Kassereren fremlægger det reviderede regnskab for året 2009(vedlagt)
4.Forslag fra medlemmerne. Der er ikke indkommet forslag.
5.Medlemsbidrag, herunder forventet resultat for 2010 og budget 2011 (vedlagt). Bestyrelsen foreslår
uændret medlemsbidrag
6.Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er Ole Rydahl, Dorthe Arndt Larsen, Kirsten V. Møller og
Jens Demuth. Dorthe Arndt Larsen ønsker ikke at genopstille. Ole Rydahl, Kirsten V. Møller og Jens
Demuth er villige til genvalg. Derudover har Tomas Haagen Jensen (bestyrelsesmedlem) og Kenn
Schultz Nielsen (suppleant) meddelt at de ønsker at udtræde af bestyrelsen. Bestyrelsen foreslår
valg af Kirsten Engel (Næsvej 80) og Morten Skjønnemand (Næsvej 23) som
bestyrelsesmedlemmer og Carsten Corinth (Næsvej 20) som suppleant.
7.Valg af revisorer. Jørgen Andersen er villig til genvalg.
8.Eventuelt
Beretning 2009/10
Siden sidste generalforsamling har bestyrelsen afholdt i alt 5 møder. Vi holder som udgangspunkt et møde i kvartalet, men i år er det altså blevet til lidt flere. Som nævnt i tidligere beretninger har vi en arbejdsdeling internt i bestyrelsen for at få arbejdet afviklet så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt, og i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre, klarer vi arbejdet via mail.
Af lidt større aktiviteter i løbet af året vil jeg fremhæve følgende:
Vejene
Den kolde og hårde vinter har ikke været skånsom ved vores veje. Vi har derfor måtte ofre en del penge på vejene her i foråret. Vi får derfor et større forbrug på denne konto end budgetteret. Vi har i år efter at have haft vedlighold af vore veje i udbud ved tre forskellige entreprenører og besluttet os for en ny entreprenør, der i højere grad skal udføre arbejdet uden så meget bistand fra vores vejformands side. Aftalen er etårig.
Vores holdning har været og vil fortsat være - lidt i lighed med en tidligere vejformands tilkendegivelse – at vejene skal være i ”tilpas” dårlig stand. Derfor finder vi også, at den meget omfattende sporfyldning, der har fundet sted på blandt andet Hyrehøjvej, har været i overkanten af, hvor meget der skal gøres. Hastigheden bliver for høj, når vejene er for gode.
Vi regner derfor ikke med, at vejstanden skal forbedres yderligere end tilfældet er i dag. Når dette er sagt, vil der selvfølgelig løbende blive fyldt huller, og repareret på vejene efter behov. Vi vil også fremover fastholde vores reparationscyklus dvs. typisk en første vejgennemgang og reparation af de værste huller i foråret før Påske. Før sommerferien vil de lidt større vedligeholdelsesarbejder mv. typisk blive gennemført. Endelig vil der igen i efteråret blive en gennemgang og partiel reparation hvor nødvendigt, inden vinteren for alvor sætter ind. Henset til vejenes nuværende stand og de mange udgifter, vi har haft i foråret, regner vi imidlertid med at begrænse dette til et absolut minimum.
Et sted, som vi løbende har drøftet, og som fortsat skaber problemer er overgangen fra Ordrupvej til Næsgårdsvej. Her opstår der lynhurtigt huller. Bestyrelsen overvejer derfor på flere opfordringer, at asfaltere et mindre stykke for at se, om det evt. hjælper. Arbejdet vil i givet fald blive udført i 2011. Det skal dog understeges, at vi ingen intention har om at udbrede asfaltering af vejene i øvrigt.
Hastigheden på vejene
Som de fleste af jer måske har set eller læst om i Orientering har vi i forsøg på at få sænket hastigheden fået sat skilte op rundt omkring med Max 30 km/t. Dette fandt vores naboforening imidlertid også ud af, hvorfor de gjorde det samme. Desværre var der nogle som klagede over disse skilte, hvorfor kommunen uden varsel fjernede disse. Vi er nu i færd med at få dem tilbage og håber på, at vi kan sætte dem op på ny.
Særligt vedrørende parkering skal vi minde om, at dette skal ske på egen grund, på grunden hos dem man besøger eller på én af de to parkeringspladser, vi har i området. Parkering på vejene er ikke tilladt. Problemet med ulovlig parkering har ikke været stigende siden sidste generalforsamling, men det er et problem især i højsæsonen, og det selvom der er rigeligt plads på den store parkering.
Hyrehøj
Som vedtaget på generalforsamlingen i 2009 er vi i færd med at skabe en bedre udsigt fra Hyrehøj.
Jørgen Stoltz har hjulpet med udpegning af hvilke træer der bedst kan fjernes, så udsigten til Næsset, til vandet, til klinten og til bakkerne forbedres. Det er ganske mange træer, der iflg. Stoltz bør fældes. De berørte lodsejere har alle været positive, og vi vil i et praktisk samarbejde med lodsejerne fælde de udpegede træer til efteråret. Vi håber, at det i løbet af året lykkes, at få alle de udpegede træer væk inden for de aftalte økonomiske rammer.
Vi har også samarbejdet med kommunen om udarbejdelse af en plejeplan for en række fortidsminder i området. Som det ser ud nu, vil kommunen fremover sikre pleje af Tingstedet, Langdyssen på Hyrehøjvej og selve Hyrehøj.
Byggesager
I det forløbne år har vi haft en enkelt sag til udtalelse. Efter blandt andet Fredningsnævnets besigtigelse og indsendelse af reviderede tegninger, der imødekom såvel vores, som Fredningsnævnet og kommunens bemærkninger, forventes der givet tilladelse til en udvidelse af det eksisterende sommerhus.
Bestyrelsen tager i forbindelse med vurderinger af byggeri afsæt i et princip om, at det ansøgte byggeri skal være i overensstemmelse med traditionerne for dansk sommerhusbyggeri, således at områdets karakter som naturskønt område bevares, og at bebyggelserne bliver så diskrete som muligt og tilpasses byggegrund og landskab. I sager af mere principiel karakter er bestyrelsens holdning, at byrder og servitutter vil blive søgt håndhævet ud fra en ordlydsfortolkning, og at der ikke generelt gives positive udtalelser til ansøgninger om dispensation.
Det er langt fra alle byggerier, vi får til udtalelse i området. Kun hvis der er tale om dispensation fra eksisterende servitutter eller lokalplan 6, får vi typisk sagen til udtalelse.
Vi har også haft retablering af trappen for enden af Knarbovej til udtalelse, som vi ikke har haft bemærkninger til. Den anvendes jo af mange af medlemmerne i området, og har i øvrigt været der i mange år, men trænger nu til at blive fornyet på grund af, at havet, som årene går, eroderer skrænten.
Stier/klipning
Det er en tilbagevendende udfordring at træer og buske vokser ud i vejområdet eller gør stier vanskelig passable. Kommunen har skruet bissen på overfor grundejere, der ikke har beskåret træerne langs vejene. En række grundejere, især på Næsvej, er blevet pålagt at beskære træer lang vejen efter kommunens forskrifter. Sker det ikke indenfor en kort frist vil kommunen beskære på grundejerens regning. Vi minder derfor om grundejernes ansvar for at beskære træer, buske mv. ud til veje og stier i tilknytning til egen matrikel iflg. Kommunens forskrifter (mindst 5 meter fri vej og mindst 4,2 meter fri højde).
Stier vedligeholdes af naboerne og brugerne i forening. Undtaget er enkelte stier langs vandet på Syd-stranden, som bestyrelsen har fundet det nødvendigt at påtage sig ansvaret for at rydde til glæde for alle, der er rigtig glade for at gå ture langs stranden.
Hunde/får
Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at påbuddet om hunde i snor overholdes af alle. Hundene skræmmer fårene, fuglene, dyrelivet generelt og de badende børn – såmænd også voksne, der ikke er så begejstrede for legende hunde. I årets løb har vi heldigvis ikke haft uheldige episoder - som sidste år - hvor hunde jagede fårene og tilmed beskadigede enkelte, der efterfølgende måtte aflives. Når I går tur med jeres dejlige hunde så husk også at tage den lille pose med, så forbliver stranden og naturarealerne også dejlige.
Hvad angår fårene, så kan I læse mere herom på vores hjemmeside. Fårene bidrager til at holde naturen på de fredede områder og til at øge floraen – det er det vi alle sætter så stor pris på – så værn om dem.
Rensning af Stranden
Vi har også i år afholdt en strandrensningsdag. Den 8. maj mødtes en lille sej flok på 8 medlemmer, der sammen tog en tørn i blæst og regn. Vi fik fjernet pap, papir, snore, plast, jernrør, flamingoplader, plastbeholdere, flasker, fiskenet mv. Efter 4 timers arbejde afsluttede vi i Sannes sommerhus med et par gode sandwich og lidt til ganen. 10 plastposer blev fyldt. Det var mindre end sidste år. Generelt fandt vi meget mindre affald på stranden i år. Det er glædeligt at vi og vore strandgæster er blevet meget bedre til at samle affald op og at vores opfordring til at alle tager affald fra strandene med op til egne affaldsspande eller til de offentlige affaldsspande – er taget positivt op.
Både
Vi vil også i år opfordre bådejere til at få bådene taget op til vinter og få fjernet bådvrag. Dette er dels et krav efter naturbeskyttelsesloven, dels har det været en mangeårig kutyme, at grundejerne fjernede deres både, når sæsonen var slut – og som sagt - også vragene.
Bestyrelsen vil gerne opfordre til, at grundejere, der har både på stranden, sætter navn, adresse og telefonnummer på disse. Det vil gøre det lettere at få fat i den relevante ejer, hvis der måtte opstå behov herfor.
Et vrag ligger fortsat på stranden og ejeren har ikke kunnet identificeret. Politiet og Beredskabsstyrelsen er underrettet. Hvis ejeren ikke findes, ender det nok med, at vi selv må finansiere bortskaffelsen af vraget
Naturpleje og samarbejde med Naturforeningen
I relation til naturpleje i øvrigt har bestyrelsen en løbende dialog med Naturforeningen. Det er vores opfattelse at kommunen efter sammenlægningen ikke er lige så lette at danse med som tidligere. Vi håber derfor vi kan trænge lidt bedre igennem ved at gøre fælles sag.
Naturvandring
På sidste generalforsamling opfordredes til, at vi atter arrangerer en naturvandring med Jørgen Stoltz. Vi genopliver derfor de spændende naturvandringer hvor Jørgen Stoltz vil gennemgå et område og give inspiration til hvordan vi kan passe på naturen og omkring vore grunde. Mange forhold er generelle og alle kan, uanset egen grunds placering, deltage og få inspiration af Stolz’ store viden. Der vil også blive god lejlighed for den enkelte deltager til at få gode råd om forhold på egen grund.
Vi mødes på parkeringspladsen på Lang Agre den 25. juli kl. 10 og ser både på området omkring Lang Agre og ude på Næsset. Prisen er kr. 50,- per person. Max antal deltagere ca. 30, minimum deltagere ca. 20. I kan endnu nå at tilmelde jer – altså i dag.
Næsgården
Som mange sikkert har set, er Næsgården udbudt til salg. Vi holder os så godt orienteret som muligt vedrørende salget. Det er vores indtryk, at der ikke er konkrete og umiddelbare resultater i salget.
Hjemmesiden og Orientering
Foreningens hjemmeside er, jf. vedtægterne, den formelle kontakt til medlemmerne. Her offentliggøres dagsorden for generalforsamlingen med tilhørende bilag, referat af generalforsamlingen, årsberetning mv. På hjemmesiden ligger oplysning om foreningens regnskab og budget samt bestyrelsens kontaktoplysninger. Vi har også i samarbejde med Naturforeningen lagt denne forenings beretning, vedtægter og bestyrelseskontakt på vores hjemmeside.
Hjemmesidens informationer om generalforsamlinger er suppleret med en række praktiske oplysninger, aktuelle nyheder og oplysninger om de mange forskellige servitutter, der gælder for området. Der er også fundet plads til lokalt stof, der kan være af interesse for foreningens medlemmer (f.eks. fortællinger om områdets udvikling, referencer til tilgængelig faglig litteratur, links til offentlige myndigheder mv.) Hvis der er medlemmer, som ligger inde med materialer eller informationer, der kunne være relevante at sætte på vor hjemmeside, hører vi gerne fra jer. Gå ind og kig på den.
Adressen er stadig www.kaarupskovogordrupnaes.dk
Udover hjemmesiden vil vi fortsat én gang årligt – i februar/marts måned – udsende en kort orientering (maksimalt 4 sider) om årets gang og praktiske oplysninger samt erindre om foreningens generalforsamling. Vi modtager meget gerne bidrag hertil. Kontakt bestyrelsen herom, og vi vil søge at indarbejde sådanne bidrag heri. Orientering ligger også på hjemmesiden.
Denne beretning sammenholdt med det materiale vi har offentliggjort igennem året, har efter bestyrelsens opfattelse givet medlemmerne en fornemmelse af, hvor vi står som bestyrelse, og hvad vi arbejder for.
Tak for opmærksomheden.
Adam Frølund
(formand)
Juni 2010.
NB. Husk naturvandring med Jørgen Stoltz søndag den 25. juli kl. 10- ca. 12.30.
Tilmelding hos Adam Frølund, e-mail afr@fmn.dk eller telefon 39618084 senest den 20. juli. Mødested P-plads ved Lang Agre.