Her på siden vil der blive lagt ældre billeder og små fortællinger op.

Carsten Corinth fortæller; Mine forældre lærte Ordrup Næs at kende gennem noget familie i Fårevejle. Her var “Onkel Martin” indehaver af den store manufakturhandel, der lå ved starten af Ordrupvej lige ved krydset, hvor der i dag er reklamer for Home ejendomsmægler. Vi tilbragte nogle uger hver sommer i slutningen af 1950’erne hos “ Onkel Martin”.

I 1959 købte min gudmor og gudfar (Riban-Sørensen) Loenhøjvej nr. 1. De byggede hurtigt hus på grunden, og hver sommer i starten af 1960’erne fik vi lov til at låne deres sommerhus i et par uger. Fra deres sommerhus kunne man se hele Næsset helt ud til Næbbet. Læs hele fortællingen her. 

Peter Blanner fortæller historier fra Sandvej 1. Min mor var balletdanserinde på Det Kgl. Teater, hvor hun startede i balletskolen som 7-årig omkring 1920, samtidig med Karen Berg (senere Fru Møhge i ”Matador”).  Men hun blev hurtigt alt for stor til de lette Bournonville-balletter!

Min mor stoppede i balletten midt under krigen. Mens de var i Sverige og England, fik hun ikke danset, og da jeg kom til verden i 1947, stoppede mor sin karriere. Venskabet med Karen holdt dog ved, og da Karens mand Svend Jørgensen var Kommandørkaptajn på kongeskibet ”Dannebrog” og dermed sømand som min far, var de nogle af mine forældres bedste venner. De købte et sommerhus i Kårup Skov, på Brandbælte 3, som nu hedder Knarbo Agre, og et 3. par fra teatret Lilly og Knud Hegelund byggede hus på nabogrunden.

Brandbælte 3 havde tilnavnet ”Kongebæltet” fordi Svend Jørgensen, i kraft af sit job på ”Dannebrog” privat var meget god ven med kong Frederik d. 9. Det skete derfor af og til, at kongen kørte derop når der blev for meget tøsesnak på Amalienborg. Han ankom som regel i Krone 1 med chauffør og en kasse øl, og blev et par dage. Det vidste alle, men ingen snakkede om det.

Disse tre par holdt en årlig komsammen, der skiftevis blev afviklet hos den ene og den anden og den tredje. De havde det vanvittig morsomt, og historierne fra søens og teatrets verden føg over bordet. Læs resten af fortællingen om kongen i Kårup her. 

Thomas Gable fortæller sin historie om området: “Man kan fjerne drengen fra Ordrup Næs – men man kan ikke fjerne Ordrup Næs fra drengen.” Denne lidt fortærskede frase passer faktisk på mig. Jeg fik i bogstaveligste forstand Ordrup Næs ind med modermælken.

Min mor Else Gable, født Bottelet havde to fastre – for mig altid bare “Fastrene”. Anna og Brita Bottelet, født henholdsvis 1893 og 1897. To stærke kvinder der aldrig blev gift eller fik børn. De havde hinanden, fik begge uddannelse, selvstændige erhverv og klarede sig fint uden den mandlige forsørgelse, som var normen dengang.

I 1930`erne var sommerhuse i Odsherred primært koncentreret omkring Rørvig, hvor Ordrup Næs i bogstaveligste forstand stadig var uopdyrket land. Faster Brita og en kollega på arbejdspladsen havde hørt, at godset Dragsholm udstykkede grunde på Ordrup Næs – sydstranden og Kårup Skov. Både Fastrene og kollegaen slog til, og således blev begge familier starten på det, der senere blev kaldt “Pionererne på Ordrup Næs”. Begge familier er stadig repræsenteret på Næsset.

Fastrene købte grund på Hyrehøjvej – 1. række, i svinget ved Loenhøjvej. De kaldte huset for “Stænten”. En Stænte – eller Stente – er en slags stige over en indhegning, hvor dyr går. Navnet kan stadig ses på en sten ved indkørslen til grunden. Du kan læse resten af fortællingen her. 

Pia Vinther deler disse billeder med os og beskriver at de er starten af 1960’erne. Familien tog toget hertil og det tog næsten en halv dag.

Fra familien Worsøe:
“Min farmor og farfar, Elisabeth og Conrad Worsøe, købte grunden på Ordrup Næs ca midt i 30-erne. Omkring 38 blev huset bygget, delvis som selvbyggerprojekt, da både min far og farbror var ingeniører. Min farfar var Amtsrevisor i Roskilde, hvor de også boede. Han var uddannet lærer, og de kom begge fra Svogerslev.

De var nogle af de første, der købte grund på Næsset.

Dengang, som man kan se på billederne, var det en bar mark, uden et træ i miles omkreds.

Grunden strakte sig fra Sandvej til Næsvej. Den bagerste del af grunden stod hen som eng, og blev kun brugt til leg- og så vores hjemmegravede latrinkuler!

Til huset havde de bygget en lukket gård, hvor der var boret en brønd, der var dasset, og et brændeskur, hvor de senere fik en motor, som larmede så det kunne høres i Ordrup, og så havde vi strøm- hmm, så længe vi kunne holde ud at høre på den i det mindste!

Da jeg var barn, i 50-erne, kom de handlende kørende til matriklen: grønthandler, slagter, mælkemand, bager, og sågar en pottemager. Af og til også en fiskemand.

Vi havde en ældgammel klinkbygget robåd, som vi roede ud og badede fra. Og stangede ål (ikke forbudt dengang) med lommelygte og ålelyster. Det krævede dog, at én af os hele tiden sad og øste vand ud!

Favorit gåturen var tværs over grunden og ned på nordsiden, og videre ud til næsset, og hele vejen rundt, blandt får og kvier. Min farfar fortalte levende om livet på en stenalderboplads, når vi kom forbi resterne derude. Neden for klinten ledte vi efter forsteninger og saltsten.

En oplevelse, jeg aldrig glemmer er, at vores forældre vækkede os en sen aften, og tog os med ned og bade, fordi der var morild. Helt fantastisk! Vi har vel været 6-7 år dengang.

Det var et stort tab, da min far pga arbejdsløshed måtte sælge sin del af det arvede sommerhus til sin storebror. Farvel til verdens skønneste sted.”

Lise Worsøe.