Vedtægter

Vedtaget 21. juli 2007

Printvenlig version: vedtægter 17-31-01.pdf

§ 1
Foreningens navn
Foreningens navn er Grundejerforeningen for Kårup Skov og Ordrup Næs.

Foreningens område
Foreningens område er parceller fra de oprindelige matr.nr.e 8a, 11a og 12a samt parceller fra det oprindelige matr.nr. 4c, som naturligt hører ind under foreningens område og matr.nr.e 6b, 6e, 6f og 6q. Området knytter sig til følgende veje og mellemliggende stier:

Næsvej, Engvej, Sandvej, Digebakken, Lang Agre, Loenhøjvej, Krogvej, Hyrehøjvej, Næstoften, Røglevej (Markvej 4), Næskrogen, Stengesvej (Markvej 3), Nyvangsvej (Markvej 2), Birkeberg (Markvej 1), Skjærkjær (Brandbælte 5), Knarbovej (Brandbælte 4), Knarbo Agre (Brandbælte 3), Knarbo Klint (Brandbælte 2), Knarbo Mose (Brandbælte 1), Skovstien, Strandstien, Vinkelstien og Næsgårdsvej.

Foreningens arealer
Foreningen er ejer af:
Matr. nr. 4c Ordrup, der omfatter Næsvej med tilstødende småveje og stier samt Strand/kystarealet nord for Højdevej og Ordrup Strandvej
Matr. nr. 4 fu Ordrup, som omfatter Trekanten
Matr. nr. 4 yø Ordrup, som omfatter arealet og sti til Næskrogen umiddelbart øst for Hyrehøj
Matr. nr. 4 za Ordrup, som omfatter Næstoften og Næskrogen
Matr. nr. 8 æ Ordrup, som omfatter Loenhøjstien
Matr. nr. 11 a Ordrup, som omfatter Knarbo Mose, Knarbo Klint, Knarbo Agre, Knarbovej, Skjærkjær, Birkeberg, Nyvangsvej, Skovstien, Strandstien samt strand/kystarealet mellem Trekanten og Strandstien.

§ 2
Foreningens formål og opgaver
Grundejerforeningens formål og opgaver er

  • at varetage medlemmernes fælles interesser vedrørende de under foreningens område hørende ejendomme·      at føre tilsyn med og i fornødent omfang sørge for renholdelse og beskæring af buske og træer på foreningens egne arealer
  • at forestå vedligeholdelse af særskilt udmatrikulerede veje og stier, der ejes af eller er fælles for medlemmerne
  • at udføre de opgaver, der i øvrigt henlægges til foreningen i medfør af lovgivningen.
  • at håndhæve og forsvare alle de gennem årene tinglyste fredningsdeklarationer og servitutter på området.

§ 3
Foreningens medlemmer
Som medlemmer af grundejerforeningen optages de til enhver tid værende tinglyste ejere af ejendomme, der er beliggende inden for foreningens område eller en af ejeren befuldmægtiget person.

Alle grundejere i foreningens område er pligtige at betale vejbidrag og administrationsbidrag til foreningen. Der betales bidrag for hvert matrikel nr. Bidragets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.

Et medlem, der er i restance med bidrag, har ikke stemmeret på generalforsamlingen og kan ikke vælges til tillidshverv i foreningen.

Medlemmerne hæfter kun for foreningens forpligtelser med deres bidrag og deres andel i foreningens formue.

§ 4
Foreningens generalforsamling
Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed.
Den ordinære generalforsamling afholdes den 3. lørdag i juli måned kl. 15.30 på Tingstedet, Skjærkjær (Brandbælte 5) i Kårup Skov. Særlig indvarsling er ikke nødvendig.

Senest 3 uger før generalforsamlingen bekendtgøres dagsorden på foreningens hjemmeside. Dagsorden vil desuden blive udsendt til medlemmer, der ved henvendelse til foreningens sekretær konkret har anmodet herom.

Forslag fra medlemmerne, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen.

På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter behandles:

1.     Valg af dirigent
2.     Bestyrelsens beretning om det forløbne år
3.     Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
4.     Forslag fra medlemmerne
5.     Medlemsbidrag for det kommende år
6.     Valg af bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant
7.     Valg af revisorer
8.     Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, hvis bestyrelsen finder det påkrævet, eller hvis mindst 50 medlemmer skriftligt med motiveret dagsorden begærer det.

Bestyrelsen fastsætter tid og sted for den ekstraordinære generalforsamling, som indkaldes med mindst 14 dages varsel og højst 6 uger efter, at begæringen er modtaget af bestyrelsen (formanden).

Generalforsamlingens afvikling
Bortset fra vedtægtsændringer, jf. § 7, træffes beslutninger på generalforsamlingen ved simpelt flertal. Hver matrikel har én stemme på generalforsamlingen. Afstemning foregår ved håndsoprækning, med mindre mindst 10 stemmeberettigede medlemmer kræver skriftlig afstemning, eller dirigenten bestemmer dette.

Referat af generalforsamlingen vil blive offentliggjort på foreningens hjemmeside og vil desuden blive udsendt til medlemmer, der ved henvendelse til foreningens sekretær konkret anmoder herom.

§ 5
Foreningens bestyrelse
Bestyrelsen består af 7 medlemmer samt en suppleant.. I bestyrelsen skal så vidt muligt såvel ”Skoven” som ”Næsset” være repræsenteret. Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling.

Valgperioden er 2 år. I lige år er fire medlemmer på valg, i ulige år 3 medlemmer plus suppleanten. Genvalg kan finde sted. Det afgøres ved lodtrækning blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer, hvem der skal på valg første gang efter vedtægtens ikrafttræden.

Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, vejformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelseshverv er ulønnet, men rimelige rejseudgifter og andre udgifter i forbindelse med deltagelse i bestyrelsesmøder godtgøres.

Bestyrelsens opgaver og arbejdsform
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed, herunder vedligeholdelse af fælles veje og stier samt fællesarealer. Udgifterne hertil dækkes af vejbidraget.

Bestyrelsen holder møde så ofte, formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Foreningen tegnes over for tredjemand af formanden eller næstformanden i forening med et andet bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 6
Foreningens regnskab
Foreningens regnskab føres efter bestyrelsens anvisninger. Regnskabsåret er kalenderåret.

Generalforsamlingen vælger en eller to revisorer.

§ 7
Vedtægtsændringer
Ændringer i nærværende vedtægt kan alene vedtages på en ordinær generalforsamling og kræver, at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at vedtægtsændringen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Såfremt mindre end halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen men forslaget vedtages med den fornødne stemmemajoritet, skal forslaget vedtages på en ny ekstraordinær generalforsamling. På denne efterfølgende generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset hvor stor en del af medlemmerne, der er repræsenteret.

Begrundede forslag til vedtægtsændringer bekendtgøres sammen med dagsorden til generalforsamlingen.

§ 8
Foreningens opløsning
Foreningen kan kun opløses, såfremt dens opgaver på forsvarlig vis kan overtages af andre og såfremt ¾ af de på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Ved opløsningen beslutter generalforsamlingen, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.

Foreningens første sæt vedtægter vedtaget på den stiftende generalforsamling den 15. august 1937 og ændret på generalforsamlingerne den 17. juli 1943, 16.juli 1960, 17. juli 1971, 18. juli 1998, 15. juli 2000, 16. juli 2005 og 21. juli 2007.

et dejligt sted i bakkerne (billede taget af Kirsten Møller)